TRØST – OG HVILE I HERRENS TELT

”På den onde dag gemmer Han mig i sin hytte” (Salme 27,5).

I forrige uge var jeg i Norge en tur. Jeg var blevet spurgt om at holde et foredrag for en stor forsamling med middel aldrende og ældre mennesker. Derefter tænkte jeg det, jeg ofte tænker efter sådanne møder med mange forskellige medvandrere: Der er så alt for mange, som går omkring og længes efter trøst og bekræftelse. Livet kan påføre mange typer sår. Og de fleste af os bærer måske det meste for os selv, uden at nogen ved, hvordan det egentligt står til indenfor vesten.

Jeg har været så heldig, at jeg har kunnet formidle meget af det, jeg mener, er vigtigt både gennem skrivning, taler/foredrag og ikke mindst gennem møder med enkeltmennesker. Både gennem mine diakonstillinger og ellers. Og jeg bærer et inderligt ønske om, at vi alle skal opleve at blive set, godtaget, forstået, varmet – og trøstet der, hvor der er behov for det. Det er ikke altid nødvendigt med så mange ord. Vore medvandrere mærker det, når vi vil dem godt, og når vi forsøger at komme dem i møde og varme dem på vores måde.

I Strøtanker denne gang vælger jeg at gengive noget, jeg skrev for omtrent 10 år siden, men som jeg fortsat citerer af og til:

”Læs Salme 27,5 i Bibelen”, sagde jeg til den ældre, hårdt prøvede mand i telefonen. ”Akkurat nu skal du finde hvile, bare hvile. Og krybe sammen i Guds telt, hvor Han selv vil passe på dig og tage imod alle henvendelser og krav, som du vanligvis møder. DU skal bare ligge der, inderst i teltet og hvile”.

Flere gange den senere tid har jeg delt dette gode, mærkelige vers med andre. Og en ældre dame fra Sørlandet delte det for nylig med os – i sin omsorg og dristige godhed. Hun kom så naturligt, frimodigt ind i vores liv, som det af og til ER med nye venskaber, som føles som om, de har været der altid.

”På den onde dag gemmer Han mig i sin hytte. Han skjuler mig i sit skærmende telt og tager mig op på klippen”, siger salmisten i det nævnte vers i Salme 27. Omgivet af trusler og falske vidner beder han til sin Gud: ”Slip mig ikke og forlad mig ikke” (27,9). Og han siger i slutningen af salmen, at han er ”vis på ” at han skal opleve ”Herrens godhed her i de levendes land”.

Jeg ser for mig den slidte voksne eller et barn, som bliver taget afsides og får hvile. Midt i tung sorg, måske. Eller i modgang og misforståelser, som har tæret i lang tid. Eller i daglig spænding og bekymring af grunde, som bare Gud ved fuldt ud. Og som medvandrere aldrig kan forstå. Men nu kan barnet, voksenbarnet eller den yngre, krybe sammen der inderst inde i hytten eller teltet. Og kan sove sammenhængende og længere end i meget lang tid. Og det trækker vejret jævnt og roligt, også når der kommer lyde udefra. For nu er der En, som har taget den tunge sæk med bekymringer, sorg, sår og synd bort fra slidte skuldre og løftet sækken op i sit eget skød.

Vejen skal vandres videre, og meget skal mødes og gennemleves. På godt og ondt. Men aldrig mere alene. Aldrig alene. Nogle gange kan udsigt og frihed nydes fra klippen. Andre gange må påfyldning og hvile hentes der inderst i stilheden.

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen