Tolerance og forståelse, i al enkelthed

Jeg kom til arrangementet sammen med en veninde og hendes autistiske datter. Nogle ældre damer syntes tydeligt, at det blev for meget med viftning og lyde, så de ” sendte øjne til os” alle tre. Da gik min veninde hen og forklarede dem, hvad der var årsagen til denne noget uvante aktivitet og de ukontrollerede lyde. Det var tydeligt, at damerne syntes situationen var ubehagelig, for samtalen blev så ganske anstrengt. Men så lyste den ene op og gav et kompliment (troede hun): ”Men hun har da i hvert fald fint HÅR!”

Ja, det var sikkert godt ment, men det blev en kommentar, som vi gentog for hinanden, når situationen blev ekstra vanskelig på den ene eller den anden måde. Og jeg tænker videre, at der ofte er ting, vi ikke ved alt om. Det gælder også mig - og alle andre…

Forfatter Laura Djupvik er en af skribenterne i en spalte i den kristne dagsavis ”Vort Land” i Norge. Jeg har haft et udklip liggende i to-tre år, for jeg syntes, det var så vigtigt og godt - og ondt. Hun skriver om daglige udfordringer, reaktioner og ekstraudfordringer med et barn med autismediagnose: ”Det kan dreje sig om alt fra julesange til lugte, som andre synes er så hyggelige. Det er næsten umuligt at forestille sig, hvor udfordrende et Lucia-arrangement kan være for sådan et barn. Eller bare det at komme der. Der findes problemstillinger, som jeg ikke kunne have tænkt mig frem til, før mit eget barn viste sig at være anderledes.

Jeg syntes nok, jeg så, hvordan al verdens manglende evne til kommunikation og forståelse havde samlet sig sammen til en klump og taget bolig i en dreng på fire år. Med tiden kunne jeg se mig selv og barnet udefra, hvor vi kæmpede i forsøget på at finde ud af de simpleste ting. Hvordan får man vintertøjet på, for eksempel? Hvordan får man barnet til at holde op med at skrige? Hvordan får man...” (Vort Land, 6.december 2013).

Uden nogen sammenligning, men også vi, som ikke har oplevet, at vore børn er anderledes, har oplevet situationer, hvor vi ikke kan forstå, hvorfor den lille, eller halvstore, kan blive SÅ fortvivlet over så lidt. Lidt for voksenhjernen, måske, men ikke for den lille. ”Vi følte, at vor datter havde fået et hysterisk gen med sig,” sagde en mand, da deres søde lille pige ikke ville have hjælp til påklædning, selv om hun HELT tydeligt havde behov for det. Og absolut ikke DA! Også i sådanne situationer sker det, at velmenende (gerne yngre eller ældre?) kan komme med en løsning, som ikke dur. For det er ikke matematik, ej heller dette…

”Skal vi gå en tur i butikken, måske?” sagde min milde far for snart 30 år siden, da han så, at et barnebarn ”slo seg vrang”/ ”gik af mok”, som vi siger. Men den søde lille pige hverken hørte eller så.

Hun hørte bare sin egen stemme og så bare sine egne tårer. ”Dum” råbte hun til verden og butikken og sin mor, sådan i farten - helt uberørt af, at vi ikke havde tradition for at råbe dum i vor slægt/familie.

”Men hun fik i hvert fald mere HÅR herefter”, for at vende tilbage til starten! Og vi voksne fik udvidet vor horisont og vor tolerance, lidt efter lidt. Håber jeg…               Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen