Det er ikke så enkelt...

Jeg starter med nogle eksempler fra det virkelige liv, men lidt omskrevet, selvfølgelig.

1. De havde haft en lille fejring i anledning af, at det var 15 år siden, de kom til Norge. Forældre og børn og de nærmeste venner. Nogle slægtninge var også kommet fra en anden del af landet. De havde stort set haft det godt i Norge, og delte minderne fra den første tid. Men der var et stort skår i glæden: Den ældste dreng ville ikke komme. Han havde ikke noget at fejre, sagde han. Ud over det ville han ikke snakke om det. Men alle vidste, at den første tid havde været vanskelig for ham, med mobning og kun lidt forståelse fra skolens side.

2. Skolejubilæum for et klassetrin med usædvanligt sammenhold - 25 år efter de gik ud af ungdomsskolen. Der mindes/erindres og snakkes, og billeder bliver sendt rundt. Selv de, som var meget stille og beskedne som 14-15-årige, deler minder og tanker. Hun sidder midt i flokken, og måske mærker de ikke, at hun har det ondt. Men hun har aldrig følt sig som en af dem. Heller ikke nu. Hun føler bare tomhed…

3. Den unge læge sidder i toget på vej hjem efter et træf med tidligere medstudenter. Og hun ved, det hun tidligere har anet: Hun er så anderledes. Hendes verdensbillede er anderledes, tænker hun. De andre virker så fornøjede. Ja, ivrige - og karrierebevidste. Selv længes hun efter enkelhed og en anden type mening. Skal hun alligevel tage brochuren frem fra Læger uden grænser?

4. Sølvbryllup og taler, taknemmelighed, festsal og stor slægt. Bagefter samles søskendeflokken, og de fortsætter med at snakke om gamle minder. Og de erkender, at de har oplevet episoder og opvækst ganske forskellig. Den ene kan have savnet ting, de andre ikke har savnet, og omvendt. Og de kan bare konkludere, at alles følelser er vigtige og rigtige – selv om de ikke nødvendigvis ”stemmer” med de andres.

Jeg blev siddende med disse tanker og eksempler efter at have hørt en af disse historier for nylig. Han, som fortalte, var så glad og meddelsom, men bar samtidig sorg på grund af en af sine nærmestes følelser og onde minder. Og der findes ingen ”løsning” i sådanne tilfælde. Vi kan ikke altid føre alt og alle frem mod en ”happy end”. Vi må turde erkende, at noget er ondt og gør ondt. Og vi må lære at leve med, at vi kan opleve ting forskelligt, også meget forskelligt nogle gange, uden at stemple nogen/noget som ”forkert”. Livets og følelsernes ”regnestykke” går ikke altid op, og vi kan ikke altid sætte to streger under fælles svar. Måske er eneste løsning at bøje sig for, at sådan ER det, og derefter forsøge at respektere og forstå hinanden så langt som muligt.

Muligvis lærer vi også noget af det, både om os selv og andre. Lykke til, til dig og mig!

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen