Vore fortællinger

Forfatter Jan Kjærstad efterlyser de norske forfatteres fortælling/historie. "Sproget er upåklageligt, men hvor er historien?" spørger han i Morgenbladet for 15.-21.juli 2016. "Der findes mange råd for, hvordan man bliver forfatter, og et af de bedste og korteste er givet af Ernest Hemingway: "Ha en historie, fortæl den!" ("Have a story, tell it"). - - Romanens mest undervurderede aspekt i dag er selve historien. - - Hvornår læste du sidst en roman, hvor historien i sig selv var af en sådan kvalitet, eller var så forbavsende, at den virkelig gjorde indtryk?" Og Kjærstad nævner eksempler på Karen Blixens og mange andres fortællerkunst.

Jeg forlader Kjærstad her - uden at tage skarp stilling til hans mening. Men jeg har tænkt en del på dette de sidste dage. Og jeg henfører det til vort daglige livsniveau, sådan helt ned til dig og mig - og os. "Kan du ikke fortælle en historie?" spørger barnebarnet. "Og EN til? Bare EN til, SÅ skal jeg lægge mig til at sove..."

Og et yngre barnebarn, med ekstra meget fart og energi, spørger om det samme, gerne i løbet af hele dagen: "Kan du fortælle en historie, bedstemor? Fra du var lille?" Eller: "Kan du ikke fortælle den en gang til? Og så må du fortælle den til mor og far bagefter!"

Jeg tror, de fleste af os holder af at høre historier. Der ER noget med historier, som bliver fortalt, gerne igen og igen. Noget roligt, måske spændende, måske ekstra muntert eller trist? Jeg vil gå så langt som at antage og håbe, at alle familier har sine vandrehistorier - og da er vi straks i slægt med gamle dages traditioner, hvor historierne blev overleveret fra generation til generation. Omkring bålet måske, eller i skumringstimen, medens sne og vind regerede udenfor huset? Eller på sengekanten? Og så videre...

Jeg har fortalt mine børnebørn og nogle niecer mange af de samme historier. Om brødre og robåde og den gamle hytte på den stejle gård i Heggvika i sommerlandet Snillfjord. Om uheldige kusine Toril, som mistede en finger, da hun hoppede ned fra traktor anhængeren. (Og det bliver spændende at MØDE Toril og "se" den finger, som ikke findes). Om kinaskak og vandreture med bedstemor/deres tipoldemor, både nat og dag. Om Monsine, min kat, som jeg gav til samme bedstemor, da bedstefar døde, og hun blev alene. (Det var den største gave, jeg kunne have givet, ja). Om glæden over en lillesøster, da jeg nærmede mig 16 år. Om artige ting døtre og børnebørn sagde og gjorde, da de var små/mindre. Om min yngste pige, som holdt af at lege med mere eller mindre løst skind, som flere af os har hængende under hagen. (Ja, der kunne opstå pinlige episoder!). Om barnebarnet, som var så glad for mad, at hun nærmest snuppede maden ud af fars mund. Og om episoder, som ikke nødvendigvis var præget af højt humør, da det skete, men som bliver meget festlige - bagefter.

Jo, der ER noget med historier. Historier og nærhed...

Du har dine. Jeg har mine. "Ikke så meget at fortælle om", siger du? Jo, vi har alle vore historier. Men måske må de hentes frem og støves af!

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen