Juletanker

Så lad os gå med stille sind

som hyrderne til barnet ind.

Med glædestårer takke Gud

for miskundhed og nådebud.

                      (Fra salmen ”Det kimer nu til julefest” af Martin Luther)

Den kendte danske præst og forfatter, Johannes Møllehave, skriver i ”Det tabte sekund”:

”Når man bliver stille, er det fordi en glæde fylder ens sind - som den glæde, julesalmen lader hyrderne opleve. Ikke ved det ekstraordinære eller det voldsomme, torden, lyn og vulkanudbrud, men ved det jævne og fattige: et barn født i en stald.”

Og han dvæler ved ordet glædestårer.

”Glædestårer oplever vi, når det uoprettelige genoprettes. Hvis vi tror, at et menneske, vi elsker, er omkommet ved en ulykke, og han eller hun nu træder lyslevende ind i stuen til os, så kommer glædestårerne af sig selv. Eller hvis det utilgivelige bliver tilgivet.

I bibelsk forstand er tilgivelse genoprettelse.”

Hyrderne, eller gjeterne som mange af os siger, oplevede englesangen, det svimlende budskab om Frelseren som var født, og de oplevede Barnet. Hvor ville jeg ønske, at jeg kendte deres tanker og følelser, mens de gik mod den ubetydelige dyrebolig, som nu var hans hjem. Han som kom som ”en glæde for hele folket” (Luk.2, 10). Deres tanker om englelyset og – sangen, før de trådte ind i Frelserens nærhed. Og videre...

Og jeg sidder her med min undring og taknemlighed. Igen. Tænk, at Gud gjorde det sådan. Han kunne jo have arrangeret det på en flottere og mere kostbar måde. Langt udenfor vort enkle liv her på jorden. Men Han gjorde ikke det. Han kom som en af os. Til hverdagsmennesker og vanlige slidere, langt nede på rangsstigen. For at vi alle skal forstå at dette angår alle.

Barnet blev en voksen mand. Han var sand Gud og sandt menneske. Og nu omtalte Han sig selv med flere navne. Han var Menneskesønnen, Livets lys, Vejen, Livet, Sønnen. Og Han snakkede om sig selv som hyrde: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”, (Joh.10, 11).

I et af de julebreve, jeg nylig har modtaget, skriver afsenderen om, at hendes mor er flyttet hjem til himlen. Nu betyder det jordiske ikke noget længere. ”Det, som bærer nu, er af et andet stof og lyser vejen op helt til det andet land. En Gjeter/Hyrde som ikke er bange for dødsskyggens dal. En som er der, når det virkelig gælder. Ham vi læser om i Salme 23, Hyrden, som aldrig forlader sine får.”

I vor hverdag, i vor usikkerhed i en urolig verden, midt i vore savn, glæder og nattevagter, midt i vor julefejring – Han er den samme uanset, hvor vi befinder os, følelsesmæssigt og geografisk.

Den gode hyrde forlader aldrig sine får. Aldrig!                                      Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen