Rum med lave skuldre

Laura Djupvik skriver om ”rum med lave skuldre” efter at hun og barnet har vært sammen med ansatte og brugere på et rehabiliteringsophold på Beitostølen Helsesportscenter, (Vårt Land, 5.aug. 2016). Hun skriver om børn, som er anderledes krævende, om forældres frygt for at barnet skal blive afvist – og om det befriende i at må gå ind i rum, som er så åbne, at skuldrene sænker sig, og åndedrættet bliver roligere. Rum, hvor man ikke behøver at skynde på barnet eller rette på noget eller bede om undskyldning for, hvordan han/hun er. Rum, hvor man bare ER, med barnet og med sig selv. Og Djupvik skriver om den frigørende følelse af at være normal blandt alle de andre, som også er anderledes. Og alle er anderledes på forskellige måder. Det sårbare er synlig, og blandet med styrke. Og det, som ellers er UDFORDRINGER og tykke bunker med sags papirer, er her så OK, at det ikke er værd at snakke om. Og Djupvik spørger, om det ikke havde været bedre, om det var sådan overalt. ”Om målet for normalitet ikke var så stramt. Om vi åbner op for det at være anderledes som noget mere end pynt på tale. Om der var mere blanding af det normale og det, som er anderledes HELE TIDEN? Måske ville vi også tænke nyt om, hvem der er til NYTTE.” Og hun skriver, at det at være til nytte, også er at være i stand til at tage imod hjælp og vise behov. ”Må ikke sådanne rum med lave skuldre være til gavn for alle? Der burde have været flere af dem. Vi ville have åndet mere frit”.

Jeg har haft dette avisudklip liggende siden august. ”Rum med lave skuldre” har jeg læst, og følt hvile bare ved overskriften. Det er det vi har behov for. Livsrum og forståelse, tryghed og det at blive taget i bedste mening, rum som gør, at vi bedre kan trække vejret – rum med lave skuldre.

Samtidig viser nyhederne en verden, som kan tage søvnen fra de fleste. Grædende, sårede børn, bombning og trusler, kæntrede gummibåde og arrogante ledere. Og i de små og store hjem er der medmennesker, som sidder i sorg og med mange typer usikkerhed. ”Der har været så mange begravelser”, har jeg hørt flere gange i de sidste uger. Så mange kære er gået bort, også det sidste år. Og hver enkelt var den ene, den nærmeste, for nogen.

”Vend dig til mig og trøst mig!” siger salmisten til sin Gud i Bibelen (Salme 71,21). Det er godt, at vi kan dele vort inderste med Ham, som ser længere end os, Trøstens Gud, Han som også er Glædens Gud. ”Med glæde skal der øses vand af Frelsens kilder” (Esajas 12,3). Så står vi her, ja, foran et nyt, ukendt år, med et bredt register af følelser indenfor vesten. Vi har alle vor bagage og vore forventninger og håb. Noget kan vi selv gøre noget ved. Og da kan vi påvirke positivt og varmt. Andre ting er udenfor vor kontrol og påvirkning. Da håber jeg, vi alle møder også dette med tryghed og kræfter, som holder - også fordi vi selv og andre lader os leve og blomstre i ”rum med lave skuldre”. Vi vil inderlig ønske det for hinanden.

Godt nyt år!
Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen