”Gutten fra Marokko hjalp mig”

Han kom til Danmark som barn. Forholdet i hjemlandet gjorde det utrygt og efterhånden umuligt at bo der. Så forældrene tog et drastisk valg, også på vegne af deres børn. Men det skulle vise sig at ende godt, trods alt. Og trods længsel og afstand til kendte og kære medmennesker, og alt det andet, som var kendt og kært.

Og Danmark tog imod dem - den gang for godt 20 år siden.

”Var det ikke vanskeligt med sproget?” spurgte jeg.

”Jo, de første dage og uger. Men der var en dreng fra Marokko i min klasse. Han kunne også lidt af mit sprog. Og han var hurtig til at oversætte for mig og hjælpe mig, når jeg skulle svare på noget. Han er en af mine allerbedste venner også den dag i dag.”

Vi snakkede videre, og det var tydeligt at både han, yngre søskende og hans forældre på mange måder havde fundet deres plads her i Danmark.

”Læser du nyheder fra dit land, eller ser I fjernsyn og følger med i, hvordan det går der, nu hvor det er så uroligt i dit første hjemland?”

”Jeg gør det ikke så ofte. Men mor og far gør det. Jeg er jo vældig dansk, også”, sagde han, næsten lidt undskyldende, den unge, venlige mand.

Jeg blev så glad af det, han fortalte om sin gode ven fra Marokko. Tænk hvor anderledes hans opstart i et helt nyt land og et helt nyt sprog ville have været, hvis han ikke havde mødt sin private engel fra Marokko! Og han oplevede følelsen af at være ”indenfor”, før han egentlig var indenfor, fordi hans gode ven var godtaget, godt integreret og ”indenfor”.

Jeg ved, at jeg kan udløse både gode og triste minder, når jeg skriver dette. Mange oplevede sin ”ven fra Marokko” på den ene eller den anden måde som barn eller voksen. Og mange har mødt flere sådanne nødvendige hjælpere. Rette person på rette sted til rette tid. Eller rettere: Nødvendig person på rette sted til rette tid. Og disse skal vi takke, og takke for. Der er ganske sikkert nogen, som burde høre det fra os selv, hvor vigtige de var den gang, eller den gang. (Jeg er ikke så glad for ordet burde, men jeg bruger det her).

Men... Og dette er tungt at skrive: Der er også mange, som ikke mødte en ”ven fra Marokko”, for at blive i det billede. De fik ikke den hjælp, de skulle have haft for at blive hjulpet ind i varmen og fællesskabet. De mødte ikke den seende lærer, som vi alle håber på at møde, eller den

omsorgsfulde tante, den vigtige håndboldstræner eller den gode og snilde klassekammerat. Og så videre.

Jeg har ingen enkel afslutning nu. Jeg håber blot på - og har et inderligt ønske om, at vi alle må møde - og være - ”den gode ven fra Marokko”.

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen