Gammel og gammel?

Da jeg var barn, var de gamle ældre, end de er nu for tiden. 70 år var mere end 70 år - på en måde. Og 80 var næsten 100. Og 90 var over 100. Eller noget der omkring. Nu er vi af og til i selskab hos 70-årrige, som er ”i sin bedste alder” og ser ud som... Ja, hvad ser de ud som? Og vi møder 80-årrige på fjeldtur. Og min far (født i 1930) går fortsat på ski. Nu tror jeg nok, at mange ældre var lige så sunde og havde lige så stort aktivitets niveau før i tiden, og de gik i fjeldet for at hente fårene hjem, og de bar brænde og sten og deres koner over bækken osv. Og mange så sunde og ”furet, vejrbidt” ud. Men på billeder så de selvfølgelig bare alvorlige, blege og lidt gamle ud. Men dette skal ikke handle om, hvorvidt dagens 80-årrige klæder sig ungt og farer rundt i hele verden. Det skal heller ikke handle om gamle dages slid uden vaske- og kaffemaskiner.

Det skal handle lidt om, at vi flytter gammel-begrebet efterhånden, som vi selv bliver ældre og gamle. Da jeg løb rundt i barndommens sommerrige, hvor min mor og hendes to søskende voksede op, havde jeg mange aldre omkring mig. Nu zoomer jeg ind på den sommer, jeg var seks og et halvt år (halve år er vigtige i den alder) og indser, at bedstemor var lige så gammel, som jeg er nu. Ikke det, at jeg tænkte på hende som gammel, for hun så ens ud alle de år, vi fik sammen. Hun var en undtagelse også til sidst, da hun var 97. Men oldemor Guri derimod, hun var gammel. Hun var 84 år, da jeg nærmede mig syv. Og 84 var næsten 100.

Og da jeg var teenager i Melhus Ungdomsmusik, tænkte jeg på 30-årrige i koret som en lille smule middel aldrende. Måske var de ej heller fyldt 30. Nu er 30-årrige unge, synes jeg. Men samtidig indser jeg, at mange af dem har lært meget, vi ikke lærte, og jeg lytter gerne til dem. Men unge, det er de.

Når dette læses, er min mor netop fyldt 85 år. Men eftersom hun ikke ønsker opmærksomhed i den anledning, skal jeg ikke nævne det. Nævner bare at mors og fars efterhånden høje alder har flyttet mine grænser for, hvornår alderdommen starter. Og samtidig: Jeg indser, at de bare i løbet af det seneste år har mistet mange kære, jævnaldrende venner. ”Alt går så langsomt med mig”, siger mor oftere og oftere. Og hun er blevet lidt kortere med årene, hun som var 157,5 cm i sine velmagtsdage. (Halve centimeter var også vigtige, da vi var børn). Og far hører dårligere og er blevet lidt tyndere i håret, selv om det har beholdt sin naturlige farve. Og ja, de begynder at blive lidt ældre, mine kære forældre. Og det skal de have lov til. De har da virkelig gjort deres, i lighed med mange, mange i deres generation. De fortjener hvile, de hænder, som lavede mad til hverdag og fest, som syede hverdagsklæder og nationaldragter, reparerede tøj, strikkede trøjer og uldsokker, plukkede bær og bar børn, hentede legetøj frem til børnebørn og oldebørn, broderede og vævede, trillede med klapvogne og kørte efterhånden bil, vaskede tøj og snittede grøntsager. Gratulerer med de 85 år, mor! Og tak – ikke mindst for, at dine hænder er foldede i bøn til Gud for os alle.

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen