Farver

Jeg må bare skrive om det: Jeg er så glad for farver.

Jeg bliver anset for at være en farveklat, når det gælder påklædning, for jeg magter ikke at klæde mig i farver eller nuancer, som gør mig helt trist. Nogle (få) gange har jeg forsøgt at være ”almindelig”, men jeg føler, at jeg kan blive lettere nedstemt og uden energi af at gå sådan. Så jeg skifter, før glæden og energien løber ud i intet. Eller sandet, eller hvad det nu er?

Når jeg ser i gamle skolebøger (oftest i forbindelse med oprydning og flytning), ser jeg, at jeg havde stor farveglæde allerede som barn - og fantasi (også når det gjaldt tegninger af beklædning). ”Jeg har været den samme hele tiden!” tænker jeg så og føler lettelse og glæde ved det. For der er en del år imellem... År hvor andre eller livet forsøgte at fratage mig lidt af farveglæden.

Jeg er selvfølgelig klar over, at det fra gammel tid hed sig, at man skulle gå i sort og uden striber og uden enkelte mønstre, hvis man var lidt kraftig. Men hvem har bestemt det? Og dette, at man ikke skal bruge farver om vinteren? Hvem i al verden har fuldmagt og frimodighed til at bestemme noget så trist? Og da mener jeg virkelig hvem i al verden? Af og til, når jeg møder nogen, som ikke kender mig så godt, prøver de at tilpasse mit tøj til årstiden: ”Ja, det er jo snart forår nu...” Underforstået: Det kan til nød godtages, at du har forårs-/vår eller sommerfarver allerede nu. Hvad? Jeg har disse friske farver, fordi det passer mig vældig godt netop i dag, uanset hvad kalenderen eller gradestokken siger. Nogen tror, at jeg går mest i orange og rødt. Andre tror, jeg for det meste går i forskellige grønne farver. Eller gult. Eller rosa. Eller brunt, faktisk. Eller turkis.

Eller lidt sort sammen med rødt. Alle har ret.

Og nu, hvor genbrugsbutikkerne popper op både her og der, er det muligt at tænke farver og ikke bare størrelser. Jeg strikker selv farverige veste og pandebånd. Og vi syr farverige pandebånd af udslidte sweatere og trøjer. Jeg bliver glad, bare jeg skriver om det.

Ret skal være ret: Knap to år i Kenya gjorde nok sit til at forstærke min farve-frimodighed. Der bruger de farver! Uanset facon og anledning. Og det er så flot. Der kan vi risikere, at den nationale sygehuspræst kommer på arbejde i den skrappeste pink farvede morgenkåbe, som egentligt var tiltænkt hans kone (ifølge giveren)... Sygehuspræsten blev så begejstret, at han spurgte, om giveren ikke tilfældigvis havde en magen til - også til hans kone?

Og jeg kan bare sige for mit vedkommende, at efter Kenya er det udelukket at lade som om, jeg ikke bruger de farver, som jeg bruger. Og det er så befriende. ”Du er ikke bange for at ses!” smiler/griner enkelte. Det har ikke noget med det at gøre. Det handler om at tillade sig at være glad og bekvem og være sig selv.

For nogle år siden arvede jeg en knald gul joggingdragt. Den var næsten ikke brugt. Om jeg brugte den? Da jeg arbejdede som diakon i Sel kommune og vandrede rundt i Ottas gader? Ja. Ikke i kirken eller i min arbejdstid - men i fritiden. Så kunne folk også se, hvor de havde mig. Ikke mindst om vinteren.

Nå skal jeg til slut røbe en lille hemmelighed: Jeg har en hel skuffe med farverige halstørklæder. Ingen af dem har kostet mig mange kroner, men jeg har fundet et her og et der - efterhånden. Og jeg har købt gode, billige halstørklæder, mens jeg boede længere sydpå i verden. Så kan jeg bare på vej ud tage et tørklæde, som passer.

Jeg takker Ham, som skabte farverne. Han forstår sig på
farver og alt.

Helga H

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen