Tommel op fra Beijing

For nylig havde jeg en samtale, som egentlig ikke var en samtale. Men en samtale var det! Jeg ”snakkede” med et kinesisk ægtepar. Det startede med, at jeg så, at han fotograferede sin hustru foran en bygning. Jeg gik nærmere og spurgte på engelsk, om jeg skulle tage et billede, så de begge kunne være med. De kunne ikke engelsk, så jeg brugte fingersprog og smil og nogle bevægelser for at vise, hvad jeg tilbød. Da blev der latter, de bukkede og tommel op og tommel op endnu mere, og det tror jeg var taksigelser. Vi fik taget nogle billeder. Og samtalen fortsatte. Det skal siges - ikke uden problemer. Men nu vidste jeg, at de kom fra Beijing og var på ferie, og at de havde været gift i 17 år. Og at de gav mig tommel op for alt, hvad jeg sagde og repræsenterede der, hvor jeg stod i fritidstøj en tidlig morgen. Og siden har jeg smilet. Det var så sjovt!

Jeg har haft en del lignende samtaler. Både i Kenya, Spanien og i Norge og Danmark. Og jeg vil påstå, at sådanne samtaler er berigende i al sin uventede udfordring. For der er ikke noget, som bliver forkert, når alt er forkert på en måde. Så ALT, det vi formår at forstå, om det er lidt eller meget, er et plus. For udgangspunktet er jo, at vi på en måde starter på nul og bevæger os opad for hver ting, vi forstår, eller tror vi forstår…

Både i Spanien og i Lofoten (ikke mindst) mødte jeg mange turister, som snakkede andre sprog. Jeg mødte dem både i fjeldet, i kirker og andre steder. Og i fjeldet er alle venner eller hilser på hinanden, det hører med til min barnelærdom. Så der kunne det blive ret så interessante kropssprog-samtaler. I kirken bør vi også se på alle som venner og tage de samtaler, som måtte ligge på vor vej, selv om sproget stort set skulle mangle. I verden for øvrigt bør vi vel også se på andre såkaldte fremmede som kendte, som vi bare ikke har mødt tidligere. Jeg tror, jeg læste en sætning om det en gang og blev begejstret og bevæget. (For at være helt ærlig, så er jeg vist fortsat lidt ekstra begejstret efter alle de tommel op, som jeg fik af kineserne den tidlige morgen. Jeg, som ikke er på Facebook eller andre tommel-steder, har aldrig i hele mit liv fået så mange ivrige tommel op.

Hvor jeg vil hen med Strøtanker? Nej, det har jeg faktisk ikke tænkt på. Ikke før nu. Må der være en dybere grund til, at jeg nævner alt dette? Nej, det synes jeg ikke. For det er da mere end nok at opmuntre mig selv og andre til at vove de samtaler, som stort set består af smil og håndbevægelser. Også dem!

Held og lykke til dig og mig!

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen