Jeg går…

Jeg har altid holdt af at gå. Jeg kan for eksempel meget bedre lide at gå end at cykle. Og det er nok bare sådan, det er. Jeg tror ikke, det har noget med en lille ret hård ulykke at gøre, da jeg var på cykeltur med klassen i folkeskolen. Hele sommeren og mere til gik med at få knæet i orden igen. Men sådan var det.

Som sagt: Jeg tror bare, det er sådan. At jeg er mest glad for at gå. Og jeg holder af at gå enkelte strækninger, hvor ikke så mange går. (I tillæg til fjeldture og mere almindelige gåture). Måske har jeg arvet dette efter bedstemor i Flå. Hun gik for eksempel fra Flå til Skaun (faktisk ved nattetid sammen med et barnebarn). Og hun gik en del andre strækninger sammen med undertegnede. En gang gik det ikke helt som planlagt, så vi måtte sidde på en bænk på Melhus om natten, for sidste tog var kørt. Jeg husker ikke, at det var forfærdeligt på nogen vis. Vi tog det roligt begge to. Men jeg husker en vis længsel i forbindelse med lyset og de søde varer inde i den nattelukkede kiosk.

Da jeg arbejdede som diakon i Sel, fik jeg lyst til at gå hele strækningen fra Otta til Sjoa og videre op gennem hele Heidalen. Ja, jeg gjorde det, men strækningen måtte deles op i to-tre etaper i vinter-Gudbrandsdalen.

”Hvorfor?” spurgte provsten og mange andre.

”Hvorfor ikke?” tænkte jeg. Det er jo så skønt at sætte sig sådanne mål.

Her på Thyholm går jeg andre ture gerne langs fjorden. Og jeg har gået på asfaltvejene - over Oddesundbroen til Grisetå Odde og til Humlum (bare fordi det var dejligt).

Da vi boede på Gimse i Melhus, gik jeg for eksempel andre ture til Flå og mor og fars Litjhåggån (Lillehagen) og til Tiller.

Hvorfor?

Svaret er fortsat ”hvorfor ikke?”

Filosof og livskunstner Arne Næss (1912-2009) blev spurgt om, hvorfor han fortsat klatrede i træer. ”Hvorfor sluttede du?” spurgte han tilbage. Han var et legende og udforskende menneske helt til sin død. Og jeg skal ikke drage en eneste lille parallel til en robust ”trønder dame” (fra Trøndelag, området omkring Trondhjem) i Danmark. Men jeg måtte bare nævne ham.

Angående lange gåture og halvlange gåture: Jeg tror, at vi tænker, reflekterer, mimrer, takker og hviler hjerne og hjerte på en helt speciel måde, når vi går. Og vi sanser, ser, hører og lugter. For jeg snakker her om at gå i et normalt tempo - ikke løbe. Med rygsæk og skiftetøj, lidt mad og drikke. Og bagefter giver det også glæde, når man for eksempel kører forbi. ”Der sad jeg og hvilede, den gang jeg gik til...”

”Og der stod jeg længe og så på en musvåge.”

”Jeg var kommet hertil, før styrtregnen satte ind.” (Akkurat det var ikke så skønt dengang, men alligevel...).

God tur, lang eller kort eller meget kort!

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen