Nytårstanker

 Det er nytårsaften, og jeg tænker på året, som er gået og på de sidste dage, som har været så fulde af indtryk og glæde.

Jeg har mødt ekstra mange trivelige/dejlige mennesker de sidste dage. Først og fremmest mange kendte og kære. For denne gang og dette år fik vi anledning til at træffe mange af dem i løbet af en juleuge. Og jeg oplever som regel meget godt og uventet, når jeg er på rejse. Sådan var det også denne gang. Jeg mødte Iza og hans livsfortælling fra Afghanistan. Og den glade taxachauffør fra Pakistan. ”Se!” sagde han. ”De ældre kører ofte ekstra langsomt inde i tunnellerne. Se! Og nu bliver det snart fuld gas igen!” Han havde ret, og vi lo sammen. Og vi mødte Tea fra Trondheim og den hyggelige, unge mand fra Randaberg. Og jeg kunne have fortsat.

Men den ene samtale blev vældig anderledes og uventet. Jeg kom ind i toget og satte mig bare ned uden at ”sondere terrænet”. Jeg oplever aldrig, at det er vanskeligt at havne sammen med ukendte på tog eller fly. Da jeg havde fået mit halstørklæde og hue af og sat sækken fra mig, opdagede jeg, at manden lige overfor mig sad og stirrede på mig, nærmest klar til ”angreb”. Sine sko havde han sat op på det lille bord, som vi skulle dele. Ja, ja, tænkte jeg. Og mere nåede jeg ikke at tænke, før jeg sad til ”afhøring”, højt og tydeligt.

”Hvilke bindinger har du på dine ski?”

”Har du det virkelig godt med at være kaffedrikker, når du ved alt det onde, som er sket i kaffehistorien?”

”Hvad hedder hovedstaden i Mongolia?” (Akkurat der er jeg lidt opdateret, synes jeg selv, efter at to brødre har arbejdet der, men mine svar var helt forkerte ifølge min medrejsende. ”Og desuden har jeg ingen interesse af at høre, at dine brødre har været der!”).

”Har du det godt med, at du rejser med fly af og til, sådan som klima-situationen er?”

Jeg forklarede mig, som jeg bedst kunne og klarede at bevare både ro og venlighed. Men det var lidt uvant - det var det. Og spørgsmål og kommentarer haglede ned ikke mindst om, at jeg var et dårligt menneske. Nogle gange følte jeg, at medpassagerer mødte mit blik på en opmuntrende og lidt medfølende måde. Da jeg skulle stå af toget, ønskede jeg ham et godt 2018. Idet jeg gik, sagde han efter mig: ”Snak om skindhellighed!”

Ja, ja, tænkte jeg igen. Det er enkelt at behandle venlige folk med venlighed. Det kan være lidt mere krævende, når udgangspunktet er præget af bitterhed, en type sygdom eller dårlige erfaringer med andre. Men vi skal altid forsøge at behandle hinanden godt og med respekt, vi som vandrer (eller kører tog!) sammen her på jorden. Ja, det er mit nytårsønske for os alle: At vi i 2018 omgives af varme, forståelsesfulde medmennesker.

Og at vi er det samme.

Velsignet nytår!

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen