En samtalepartner uden berøringsangst

Søndagens tekst var historien om et helt specielt møde ved en brønd i Samaria. Jesus er en af hovedpersonerne. Han er træt efter en lang vandring. Det er varmt og midt på dagen. Han sætter sig ned ved brønden, mens disciplene går hen for at købe mad. De fleste jøder tog en omvej for at slippe for at gå gennem samaritanernes område. Forholdet var ikke godt, for at sige det mildt. Jesus gik bare videre og direkte igennem Samaria.

Den anden hovedperson er en dame fra Samaria. En dame, som har levet et liv udenfor de gældende normer, kan vi sige. Hun har været gift fem gange, og nu bor hun sammen med en sjette mand. Hun hører ikke med til det gode selskab, så hun henter vand på et andet tidspunkt end de andre kvinder. Hun kommer midt på dagen, mens de andre holder sig i skyggen. Så slipper hun for kommentarer, som sårer samt for indirekte og direkte isolering.

Den ukendte Mand snakker til hende. Uhørt. Han beder først om at få vand. ”Hvordan kan du, som er jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” (Joh.4,9). ”Jøderne omgås nemlig ikke samaritanerne”, står der nøgternt i næste vers. En mærkelig samtale følger. Og Jesus siger, at dersom hun havde vidst, hvem Han var, så ville hun have bedt Ham om vand. ”Den, som drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig mere tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal blive en kilde i ham med vand, som vælder frem og giver evigt liv,” (vers 14). Uforståeligt og fortsat uhørt, at Han snakker med hende. ”Gå og hent din mand!” siger Han pludselig. Han som ved. Han som ved, hvorfor ting blev, som de blev. Efter at hun er ”afsløret” som den hun er, indser hun, at dette må være en profet. Samtalen bølger videre. ”Jeg ved, at Messias kommer... og da skal han sige os alt,” (vers 25). ”Jesus siger til hende: ”Det er mig, mig som taler med dig.”

Nu kommer disciplene tilbage, og de bliver naturligt nok forundret ”over at han snakker med en kvinde”. Men Jesus beviser gang på gang, at Han ikke har berøringsangst. Han går nær, også hvor andre af forskellige årsager holder sig langt væk. Han går nær de spedalske, de udstødte, de forhadte, de mistroede, de uærlige, de seksuelt udsvævende. Han går nær til alle, som længes efter lægedom og tilgivelse. Han ønsker at få alle i tale, også en ensom dame i Samaria. For det er ensomt at mærke, at liv og valg bliver fordømt og set ned på. Måske havde hun det mest ensomt inde i sig selv, i sine forsøg på at finde ro og mening i livet.

”Det er mig, mig som taler med dig,” sagde Han. Hun troede. Hun havde ikke noget valg, efter at Han havde set, hvem hun var og fortsatte samtalen. Ikke trukket sig væk i foragt. Ikke holdt en moralprædiken. Han gav hende værdighed. Dette ville hun dele med alle - også de, som havde behandlet hende dårligt. ”Kom og se en mand, som har fortalt mig alt det, jeg har gjort!

Han skulle vel ikke være Messias?” (vers 29). En såkaldt ”falden kvinde” blev den, som pegede på Jesus i Sykar.

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen