Efter pinse, det usynlige nærværs højtid

Jeg har hørt og lært mindre om Den Hellige Ånd end om Gud og Jesus, selv om jeg er vokset op med bibelfortællinger, fri bøn, husandagter, kirke, bedehus og husmøder. Og dette gælder nok mange af os. Gud er mere og mindre ”håndgribelig”, for at bruge et helt ukorrekt udtryk. Og vi har så forskellige forhold og forventninger til Ham, som kaldes både Skaber og Far. Jesus er endda mere konkret, eftersom vi har alle fortællingerne i de fire evangelier. Han gik jo omkring og var så helt og fuldt menneske, at Han spiste, snakkede, tilbagelagde lange afstande til fods, blev tørstig i varmen, blev berørt og kunne græde, blev vred på dem, som brugte Guds hus til forretninger og egen vinding og så videre. Helt og fuldt menneske – og samtidig helt og fuldt Gud. Min jordsnubler-hjerne kan selvfølgelig ikke forstå dette mysterium, men jeg tror på det. Jeg bøjer mig for det, for jeg godtager, at himmel-logik er væsentligt bedre og højere end min og andres logik. Og det er godt, at det er sådan. Hvis jeg først skal bygge mit liv på noget andet og mere end mennesketanker og –forskning, kan jeg først som sidst bøje mig for Guddom, Treenighed, undere og en himmel over mit jordeliv. Og egentligt har jeg ikke noget valg. Jeg har oplevet for meget af tryghed, fred og hjælp til at kalde det tilfældigheder. Og jeg har hørt for mange vidnesbyrd om glæde og fred i Gud - ofte på trods af begrænsninger og modgang.

På slutningen af sit jordiske liv sagde Jesus til vennerne: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer” (Joh.14, 27a). Og lige før havde Han forsikret dem om, at Han ikke ville ”efterlade dem som forældreløse børn”, men selv komme til dem (14, 18). Og Han kom, som den tredje person i Treenigheden, Den Hellige Ånd (ofte symboliseret med en due, ild eller vind). Derfor fejrer vi pinse, selv om pinse er langt mindre kendt end jul og påske. Og vi har for eksempel ingen traditioner for speciel pyntning til pinse. Pinse er det usynlige nærværs højtid, læste jeg for nyligt. Det usynlige nærvær. Nærvær, ikke fravær. Og jeg ved, at det er godt at hvile i den sætning.

”Den hellige Ånd blæser liv i de gamle fortællinger, og troen bliver til. Som et stille pust eller en kraftig vind drager Ånden gennem livet, usynlig i sig selv, men med synlige konsekvenser”, læser jeg et andet sted. Og min bøn vil altid være, at jeg må være en del af denne ”stille pust” og de gode konsekvenser.

I Apostlenes gerninger 2 i Det nye Testamente kan vi læse om, hvordan Ånden blev givet på den allerførste pinsedag, efter at Jesus var faret til himmels. Og vi kan læse apostlen Peters vigtige tale i denne sammenhæng. Han siger blandt andet, at Gud rejste Jesus op fra døden. ”Det var jo ikke muligt for døden at holde ham fast”, (Ap.gj.2, 24).

Jeg tager nogle sætninger med af Anne Berit Evang, kapellan i Grorud menighed:

”Der var aftensamling i kirken. Børnene sad i ring rundt om det lille alterbord med lys og blomster på. Temaet var pinse. Præsten havde tegnet og forklaret om Gud, som både er "tre i én og én i tre". Men det var, som det ofte er med pinsens indhold, lidt vanskeligt at begribe for både små og store. Præsten lod sig inspirere og begyndte at snakke om vind. Vinden, som er der, i os og omkring os, men som ikke ses. Så tog hun en rød ballon frem og pustede den op. Der var den jo! Vinden. Inde i ballonen.

- Lidt sådan er det med Den hellige ånd også, sagde præsten. - Den er der, omkring os og inde i os, selv om vi ikke ser den.

Et af børnene rakte ivrigt hånden i vejret.

- Ja! Så kan vi forstå hinanden og forstå Gud!”

Den Hellige Ånd - Guds usynlige nærvær. Nærvær. Også når det ikke føles sådan.

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen