En salme til at hvile i...

En af vore mest brugte og mest kære salmer er ”Jeg er i Herrens hænder” (radioundersøgelse i ”Salmer og sanger” i Norge støtter min udokumenterede påstand). Og jeg har mødt mange medvandrere, som fortæller, at netop den salme kom til at betyde noget helt særligt for dem i en speciel fase i livet. Det kunne være før en vigtig operation, i forskellige typer usikkerhed på andre områder, før en lang rejse eller i møde med noget skræmmende og uforudsigeligt. Og mange af disse kan fortælle, at andre sendte dem hilsener med ”Jeg er i Herrens hænder” i de ekstra krævende tider. ”Der kom brev og/eller telefonsamtaler fra venner, som var blevet mindet om, at sende mig denne salme”. Godt, trøstefuldt og trosstyrkende. Og jeg har ingen problemer med at tro på sådanne vidnesbyrd eller se deres betydning for fred og videre vandring.

Erling Tobiassen (1893-1982) fra Kristiansand var præst og senere domprovst. Han skrev den nævnte salme i 1932, ud fra en sætning fra hans alvorlig syge svigerfar. En af de allersidste dage, sviger faderen levede, sagde han: ”Jeg er i Herrens hænder”.

Dagen før begravelsen satte Erling Tobiassen sig ned og skrev salmen ”Jeg er i Herrens hænder”, som gengives nedenfor. Sigurd Lunde (1916-2006) skrev melodien nogle år senere. Lunde var selv en god skribent og salmedigter og tillige redaktør, radiomand og altså komponist. Og senere biskop.

Vor kronprinsesse Mette Marit er en af dem, som har fundet trøst og opmuntring i denne salme. Hun siger, at hun selv bruger den bevidst. ”Det er en salme at hvile i.” Og jeg lader de fire vers tale for sig selv. I taknemlighed.                                                      Helga H.

 

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen

 

Jeg er i Herrens hænder,

når dagen gryr i øst.

Hver morgen han mig sender

sit ord med lys og trøst.

Hvad dagen mig vil bringe

af glæde og af savn,

jeg kan på bønnens vinge

få kraft i Jesu navn.

 

Jeg er i Herrens hænder

i alt, som med mig sker.

I smil og gråd jeg kender,

at Herren er mig nær.

Om jeg i dybe dale

må gå den tunge vej,

fra Himlens høje sale

hans øje følger mig.

 

Jeg er i Herrens hænder,

når dagen dør i vest.

Min synd jeg trygt bekender

for ham, min høje gæst.

Han gir mig Himlens nåde

og sætter englevagt,

for natten vil han råde

med hellig Guddoms-magt.

 

Jeg er i Herrens hænder,

når dødens bud mig når.

Mens lyset tyst nedbrænder,

fra ham jeg hilsen får.

Han gir mig stav til støtte,

han gir mig trøst i sind,

og glemt er sår, der blødte,

på vej til Himlen ind.

                    Erling Tobiassen 1932. Dansk 1989