Erhvervslivet på Thyholm får nem og hurtig indgang til kommunen
14-01-2015 21:00

Erhvervslivet på Thyholm får nem
og hurtig indgang til kommunen

Struer Kommune har oprettet en særlig mailadresse, hvor virksomheder kan henvende sig og få svar inden for 24 timer.

Det kan indimellem være svært for virksomheder at finde den rigtige medarbejder eller den rettet indgang til kommunen. Derfor har Struer Kommune nu lavet en enkel og entydig indgang til kommunen for virksomheder og iværksættere.

Det er en særlig mailadresse: virksomhedskontakten@struer.dk. Her kan virksomheder komme med spørgsmål eller forslag af en enhver art. Kommunens vil så sørge for, at henvendelsen bliver sendt videre til en relevant medarbejder, og inden for 24 timer på hverdage vender kommunen så tilbage med et svar eller forslag til et møde.

Målet er at gøre det nemmere og mindre tidskrævende for virksomhederne at komme i kontakt med og få svar fra kommunen. Det er et led i Struer Kommunes erhvervspolitik, der skal sikre et attraktivt erhvervsklima i kommunen ved blandt andet at tilbyde god service og smidig sagsbehandling.

- Vi arbejder hele tiden i Struer Kommune på at være så tæt som muligt på erhvervslivet. Vi ønsker at være løsningsorienteret, dialogsøgende og have en erhvervsvenlig kultur i service- og myndighedsbetjeningen. Det får vi i høj grad med den nye mailadresse og vores fokus på at gøre det nemt og hurtigt for erhvervslivet, siger formand for Erhvervs- og Turismeudvalget, Martin Hulgaard.