Thyholm Kunstforenings 25 års Jubilæums-sommerudstilling.
09-06-2017 10:00

Thyholm Kunstforenings 25 års Jubilæums-sommerudstilling.


Der er fernisering på jubilæumsudstillingen søndag den 18. kl. 15 i Kulturhuset.

Jens Chr. Jensen udstiller skulpturer og assemblager når han udstiller på 25-års jubilæumsudstillingen. Udstillingen har titlen "Tidsrum", og her hentydes til at værkerne er fremstillet af materialer, der har haft en anden tid, og nu erobrer et andet rum.


Jens Chr. Jensens værker har alle en helt speciel historie. Alle materialer kan opleves, men de har alle haft et andet liv og en anden historie, inden de genopstod som kunstværker, sprunget ud af en frodig kunstnerhjerne. Hvor andre ser en pose med blyantsstumper eller en punkteret cykelslange ser Jens Chr. Jensen et kunstværk. Et værk, som måske vil fortælle os noget om forgængelighed, men også vise, at det, der umiddelbart står til at blive kasseret, indeholder uanede værdier.

Thyholm Kunstforening har flere gange udstillet Jens Chr. Jensens kunst, men han er, på trods af de gamle og slidte materialer, ny og spændende hver gang.

Kom og bliv klogere på genbrug - og lær (måske) at se det smukke i tings forfald.