Håndværkerfradraget ​fortsætter i 2020
05-12-2019 14:00

Håndværkerfradraget
fortsætter i 2020

Politisk håndslag på boligjobordningen og fradraget sættes op

Håndværkerfradraget fortsætter i 2020. Det er et af resultaterne af den nye aftale om en finanslov for 2020 mellem S-regeringen og dens støttepartier.

Dermed er der sikret ro om håndværkerfradraget, så man også fremover kan benytte det til både serviceopgaver og lønudgifter i forbindelse med at få renoveret boligerne, så de bliver klimavenlige og energieffektive, fremhæver ejendomsmæglerkæden Home.

”Mange boligejere kan med fordel benytte ordningen til at få udført energiforbedringer som udskiftning af vinduer, isolering af hulmur, tag og gulve. Men også opgaver som maling af facade og vinduer,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.


Fra årsskiftet hæves fradraget i øvrigt fra 12.200 kr. til 12.500 kr. pr. voksne person i husstanden.

Så hvis man er to voksne i husstanden kan man i 2020 altså få skattefradrag for lønudgifterne op til 25.000 kr. Fradragets værdi er ca. 26 %.
Så hvis dit håndværkerfradrag er 3.000 kr., sparer du ca. 780 kr. i skat.

Ifølge bl.a. Dansk Byggeri, TEKNIQ og Håndværksrådet er BoligJobordningen et af de bedste midler til at bekæmpe udbredelsen af sort arbejde.