Struer Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg giver en hjælpende hånd til foreningslivet under coronaudbruddet.
31-03-2020 10:00

En håndsrækning til foreningslivet og en appel om at udvise samfundssind:

Struer Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg giver en hjælpende hånd til foreningslivet under coronaudbruddet.

Coronakrisen har tvunget foreningerne i Struer Kommune på pause, og det medfølger en række negative konsekvenser – blandt andet en presset økonomi i manges tilfælde. For selvom haller og idrætsfaciliteter er lukket ned, har foreningerne stadig udgifter.

”Vi har i Struer Kommune et utroligt rigt og mangfoldigt foreningsliv. Det skal vi gerne sikre, at vi også har, når vi kommer på den anden side af coronakrisen. Derfor har vi i denne kritiske situation besluttet at give foreningerne en ekstra hjælpende hånd her i denne kritiske situation” siger Lars Møller Pedersen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Struer Kommune.

Nærmere bestemt besluttede Kultur- og Fritidsudvalget mandag, at fremrykke betalinger og tilskud for i alt 10,8 mio. kr., der vil kunne udbetales i det omfang, at det kan afhjælpe likviditetsmæssige problemer, og det blev ligeledes besluttet tage en række konkrete initiativer for at afhjælpe de økonomiske konsekvenser for idrætshaller og aftenskoler.

Herudover appellerer udvalget til foreningernes samfundssind og beder dem fortsætte med at betale halleje, på trods af, at aktiviteterne er sat på pause. Struer Kommune vil samtidig betale deres andel af hallejen:

”Vi har alle en interesse i, at haller og idrætsfaciliteter stadig er i drift, når vi igen kan samles og dyrke fællesskaberne i det stærke og frivillige foreningsliv. Derfor appellerer vi til, at foreningerne nu viser samfundssind og fortsætter deres betalinger, selvom aktiviteterne midlertidigt er sat på pause. Til gengæld vil vi så hjælpe alt det vi kan ved at fremrykke betalinger og ved at give tilskud til allerede sæsonbookede timer.” fortæller Lars Møller Pedersen.

Og nu handler det for alle parter om at skabe overblik over de økonomiske udfordringer, ud fra de udmeldinger regeringen er kommet med i de seneste dage:

”Fællesskabet og holdånden i det frivillige foreningsliv kommer til at spille en helt afgørende rolle, når vi igen skal videre efter krisen. Derfor er det vigtigt for os, at vi nu får skabt et overblik over situationen og får fundet løsninger i et samarbejde med foreningerne, så de mange fællesskabsgivende aktiviteter hurtigt kan få lov at blomstre igen, så snart vi er på den anden side af epidemien. ” slutter Lars Møller Pedersen.

KONKRETE INITIATIVER

  • Der foretages ikke modregninger i betalinger for kommunes dispositionsret i idrætshaller i den aflyste periode
  • Der ydes tilskud til alle sæsonbookede timer i idrætshaller i den aflyste periode,
  • Foreningerne opfordres til at betale foreningsandelen for bookede timer i idrætshaller i den aflyste periode
  • Der ydes tilskud til aftenskolernes afholdte lønudgifter til tilrettelagt undervisning og foredrag i den aflyste periode
  • Værdien af eventuelle lønkompensationer fra staten skal modregnes i de kommunale betalinger og tilskud, efter nærmere administrative retningslinjer
  • Kultur- og Fritidsområdet meddeles, at Struer Kommune er indstillet på, at fremrykke betalinger og tilskud i det omfang, der er likviditetsmæssige behov herfor