Det skal være billigere at udskifte dit gamle fyr
22-05-2020 08:00

Det skal være billigere at udskifte dit gamle fyr
Skrotningsordning: Op til 120.000 olie- og gasfyr skal erstattes af varmepumper og fjernvarme

Det skal være mere attraktivt for danskerne at skifte deres gamle olie- eller gasfyr ud med en varmepumpe eller fjernvarme.

En skrotpræmie samt højere afgifter på olie og naturgas skal sikre, at op til 40.000 oliefyr og 80.000 gasfyr skrottes inden 2030 som et led i regeringens klimahandlingsplan, oplyser klima- og energiminister Dan Jørgensen til Politiken.

”Det vil virkelig fremme de eldrevne varmepumper,” siger klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) til Politiken.

Udover skrotningsordningen, der vil støtte varmepumper på abonnement, og en lavere afgift på el til elvarme indebærer udspillet også, at kommunerne fremover kun får lov til at vælge grønne løsninger, når de etablerer varmeprojekter.

I ejendomsmæglerkæden Home ser man positivt på, at det er boligernes varmekilder og CO2-udledning, som regeringen først tager fat i.
”Mange boliger på landet har dyre og besværlig opvarmningskilder, og med de lave renter fylder udgifter til opvarmning uforholdsmæssigt meget i boligejerens samlede budget,” siger Henrik Hauthorn Jensen, der er boligmarkedsanalytiker i Home.

Varmepumpe koster let 100.000 kr.

Beregninger, som EnergiTjenesten tidligere har foretaget for Home, viser, at det typisk løber op i over 100.000 kr. at udskifte oliefyret med en luft-til-vand varmepumpe.

Besparelsen ved at droppe oliefyret og skifte til en varmepumpe er dog hele 50-65 % på varmeforbruget, hvilket betyder, at det nemt bliver til i en besparelse på 10.000–15.000 kr. om året for et typisk parcelhus. Dermed er investeringen typisk tjent hjem i løbet af 7-10 år. Det kan nu forkortes med en skrotningsordning.

Med udskiftningen af oliefyret følger der helt automatisk også et langt bedre energimærke til husejeren.
”Hvis du har et hus fra 1970’erne eller 80’erne, vil du typisk forbedre dit energimærke med to karakterer ved at udskifte oliefyret med en luft-til-vand-varmepumpe,” siger rådgiver i EnergiTjenesten Carsten Vejborg på home.dk og kalder det for ’fremtidens varmkilde’ for familier uden adgang til fjernvarme.

Det gør alt i alt udskiftningen af oliefyret til et godt ’salgsfif’, mener Home.

”Normalt anbefaler vi ikke store renoveringer op til et boligsalg, fordi det ikke er sikkert, man får alle pengene hjem. Men her fjerner investeringen en træls ting for mange købere, nemlig oliefyret, huset bliver langt billigere at varme op, og det kan bryste sig af et bedre energimærke. Det er tre klare plusser i et kommende hussalg,” siger Henrik Hauthorn Jensen.

Regeringen regner med, at udspillet til i alt 2,3 milliarder kroner i perioden 2020-2024 samlet set vil betyde en reduktion på omkring 0,7 millioner ton CO2 i 2030.

Det er dog kun en lille del af det samlede klimamål om en reduktion på 70 procent af CO2-udslippet, som kræver reduktioner på 19 millioner tons C02, inden ti-året er omme.

FAKTA: Så mange fyr er der i Danmark 

Der er i dag omkring 80.000 oliefyr i Danmark, og ca. 380.000 gasfyr.

Med udspillet vurderer regeringen, at man i løbet af de næste fire år vil få udskiftet 20.000 til 40.000 oliefyr og mellem 50.000 og 80.000 naturgasfyr.