Vi vil bekæmpe ensomhed ’under samme tag’
22-11-2020 18:00

Vi vil bekæmpe ensomhed
’under samme tag’

Hver 4. dansker vil bo sammen med familie eller venner, viser måling fra YouGov og Home

Har du lyst til at bo med andre fra din familie eller nogle af dine venner?

Svarer du ’Ja’, så er du blandt den fjerdedel af danskerne, der i en ny spørgeundersøgelse svarer, at de har lyst til at bo ’under samme tag’ med andre – eksempelvis voksne børn, børnebørn, søskende, forældre, bedsteforældre eller venner.

”Særligt at bo med familie og venner er i høj kurs, ” siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home om den repræsentative undersøgelse fra analysevirksomheden YouGov blandt 1000 danskere.

26 % af danskerne svarer, at de gerne vil bo i fællesskab med andre på samme adresse, men fortsat have egen bolig eller eget værelse. Undersøgelsen peger på, at det især handler om at undgå ensomhed og være mindre alene. Faktisk er det hver anden, der nævner det som årsag.

”Vi ved ikke, om coronakrisen har øget danskernes interesse for at bo med andre, det er første gang, vi gennemfører målingen, men corona begrænser vores sociale liv og kontakter, så det kan spille ind på undersøgelsen. Vi ser og besøger ikke hinanden i samme omfang nu. Det er alt andet lige nemmere at se hinanden, hvis man bor ’dør om dør’, ” forklarer Michael Dalsager fra Home.

Sammen hver for sig
I spørgeundersøgelsen er der spurgt til, at folk dele adresse, men fortsat have sin egen bolig eller eget værelse.
”De fleste vil trods alt gerne have et sted, hvor de kan trække sig tilbage og bare være sig selv,” siger Michael Dalsager.

Spørgsmålet som YouGov har stillet for ejendomsmæglerkæden Home til 1000 repræsentativt udvalgte danskere: ”Kunne du have lyst til at bo med andre, som ikke er din partner eller børn (under 18 år), på samme adresse, hvor hver familie havde sin egen bolig/værelse?”

Fakta: Så mange bor flere familier sammen

  • Ifølge Danmarks Statistik er der 231.680 husstande, hvor der bor flere familier sammen.
  • Det er 60.735 flere end i 2010. Det svarer til en stigning på 36 %.

Kilde: Danmarks Statistik, antal pr. 1. januar 2020