Et nyt mødested er skabt
07-03-2021 22:00

Et nyt mødested er skabt

Vi mødes online. Sådan er det blevet og sådan har det snart været i et års tid. Det er både på arbejdspladsen og i familien. Og hos Bent, som driver Hargaard Vinimport på Thyholm, er de online møder med kunderne også blevet en fast del af kommunikationsformen. Siden marts sidste år har der fra Bent’s vinimport været afholdt en masse online smagninger. Det har bragt kunderne tættere på vinhandleren og producenterne, og det har også givet Bent mange nye kunder ud over landet. Nedlukningen fortsætter og det gør muligheden for at smage vine fra Hargaard Vinimport sammen med producenterne også.

 

De store vine fra det lille land

Guy krier fra Loxembourg præsenterer sine vine til smagningenn den 12. marts.

Ofte sidder vinmanden Bent selv på sin facebookprofil og fortæller om vinene og deres tilblivelse, men af og til inviteres vinbonden selv med på den online forbindelse. Næste gang, det sker, er fredag d. 12. marts, hvor det er de måske lidt ukendte vine fra Luxembourg, der er på programmet. Vine fra Luxembourg når sjældent udenfor landets grænser, og det skyldes i høj grad, at de drikker vinene selv. Den 12. marts kan deltagerne smage sprøde hvidvine på Riesling og Pinot Gris og en særlig fadlagret Pinot Noir. Bonden Guy Krier skulle have været i Danmark for et års tid siden for at introducere sine produkter, men nu sker det altså - online - direkte fra vingården i Luxembourg.

 

De gør det igen! Taste n’ Talk
– denne gang med Guido Paevatalu

Guido Paevatalu og Bent Hargarad har flere gange lavet aftener med opera, mad og vin. Den 26. marts gør de det online.

Konceptet i Bents smagninger - ’Taste n’ Talk’ - blev introduceret, da Bent en fredag i februar inviterede den lokale præst Thomas Buelund med til at smage Bobler. Ideen var egentlig Thomas’, som sad med begrebet Sociale Bobler, da han var i gang med at skrive sin nytårsprædiken. Det blev til en smagning af mousserende vine, en samtale om vinene, men også en snak om den tid, vi er i lige nu - med social afstand.

Det gav blod på tanden, og den næste smagning med en ’Special Guest’ er planlagt. Bent har simpelthen landet en aftale med sin gode ven – Guido Paevatalu, som kommer forbi Thyholm fredag d. 26. marts. Den ualmindelige dygtige Baryton kender nogle af Høloftets gæster allerede. Guido, som oprindeligt debuterede på det kgl. Teater og gennem en kæmpe karriere har optrådt i nogle at de største opsætninger, har gæstet Høloftets lille scene et par gange. Nu vender han forbi igen. Han og Bent skal - sammen med deltagerne ude i stuerne - smage italienske vine, snakke kultur i en coronatid og Guido har lovet at tage sin guitar med og give en sang eller to – kedeligt bliver det ikke.

Kasser med vine til de online smagninger kan bestilles via www.hargaardvinimport.dk