100-året for genforeningen markeres med kunst, musik og kultur fra Thyholm til Venø Sund
03-06-2021 16:00

Et år forsinket: 100-året for genforeningen markeres med kunst, musik og kultur fra Thyholm til Venø Sund

En forsinket fejring af 100-året for genforeningen løber af stablen den tirsdag den 15. juni over hele kommunen.

Var det noget med en kanonsalut?

Lidt kæphesteringridning?

Eller måske er du bare til lidt god musik?

Den 15. juni 2021 kan du få det hele, når Struer Kommune forsinket fejrer 100-året for genforeningen, hvor Nordslesvig blev stemt hjem til Danmark. Den formelle overdragelse fandt sted 15. juni 1920, og 100-årsjubilæet markeres altså nøjagtigt et år forsinket på grund af pandemiens indtog i Danmark sidste forår.

Hele kommunen markerer genforeningen
Fejringen starter kl. 08.00. d. 15. juni i Lystanlægget, Helligkildevej 19 i Hvidbjerg, når kunstnergruppen “Kunst ud til folk” laver forestillingen “Statuerne fortæller”. Gruppen har lavet en maskine, der får Thyholms “Genforeningssten” til at snakke sammen med børn. “Kunst ud til folket” består af Søren Mølstrøm, der er historiefortæller, og Carsten Knudsen, som de fleste nok kender fra De Nattergale.

Forestillingen vil blive vist fire gange for elever på Hvidbjerg Skole, det er også tilladt for private at komme forbi.

Fejringen fortsætter på Struers industrihavn om eftermiddagen med blandt andet:

  • Korkoncert med Side by Side-kort ombord på Venø Sund-færgen ved Havnevej 9
  • Kanonsalut ved Marineforeningen
  • Markering af Valdemarsdag, der også falder den 15. juni, med udspring med flag fra Lindtorp Faldskærmsklub
  • Fællessang på Havnevej 6
  • Kæphesteringridning
  • Mini-koncert v. Ensemble Midt Vest
  • Gudstjeneste ved Struer Kirke


Foreningerne Nordvestjysk Fjordkultur og Marineforeningen vil under hele arrangementet have åbent hus og de vil sælge kaffe, kage, pølser, øl og vand.