Kulturkaravane kommer til Uglev og Mississippi
18-06-2021 23:00

Kulturkaravane kommer til Uglev og Mississippi

Alle er inviteret til sommerfest på Mississippi søndag den 27. juni, hvor man får besøg af Kulturkaravanen, der tog fra Møn midt i maj og nu er kommet til Vestjylland. Kulturkaravanen består af 15 personer, 2 hestevogne og 2 campingvogne.

Karavanen hedder “Visioner fra Vandkanten” og er en teaterrejse i hestevogne langs Danmarks vandkant fra sydøst til nordvest. Man har spænder hestene for vognene på Møn den 12. Maj 2021 og slutter to måneder senere i Vendsyssel. Undervejs optræder de med teater, musik og parader gennem gader og stræder.
De kalder det ”Visioner fra Vandkanten” fordi et vigtigt fokus er at lave kulturelle byttehandler med lokale aktører på deres vej og på den måde både opleve og fortælle om hvilke sjove, visionære og originale, kulturelle tiltag der findes i de lokalsamfund langs Danmarks vandkant.
Holdet af formidlere laver podcast, skriver en bog, blogger og bruger de sociale medier undervejs. Temaet er lokalsamfundenes sociale og kulturelle ressourcer, kunstens og kulturens rolle i landdistrikterne som en samlende kraft frem for et underholdningstilbud og langsommelighedens gavnlige effekt på sammenhængskraft, kreativitet og nytænkning. Både med rejsen og med formidlingen stiller man spørgsmålet, hvor hurtigt vi som menneskehed kan tåle at bevæge os.
 

Mississippi bruger lejligheden til at indvie to kreative værksteder der fremover vil kunne bruges af lokale og tilrejsende kreative personer. Formand for Børne- og uddannelsesudvalget, Peter Vestergaard, vil foretage indvielsen.

Teatertruppen vil opføre to teaterforestillinger.

Program
Kl. 10:00-10:45 - "Sælkvinden" i salen
Kl. 11:00-12:00 - Åbningsceremoni af kreative værksteder ved Peter Vestergaard
Kl 12:00 - Fælles Picnic i det fri (hvis vejret holder)
Kl 13:00-13:35: "O solo mig" (udendørs forestilling)

Sælkvinden - et sagn fra Nordens kolde hav

En intens og poetisk forestilling bygget på et grønlandsk sagn.

Historien om Sælkvinden, der mistede sit skind og derfor ikke kunne vende tilbage til havet, om den ensomme fanger Rasmus som stjal det og tog hende med sig hjem som sin kone og om deres barn, der kom til at høre hjemme i både det store salte hav og i menneskenes verden.

Om kærlighed man ikke kan binde, om længslen efter havets uendelighed, om at tilhøre to vidt forskellige verdener og om at miste sin mor og finde hende i drømmene.

Aldersgruppe 6-11 år og voksne.

Varighed: 45 min

OH solo mig:

Hvad sker der når en højtidelig, musiker skal til at starte en koncert foran sit publikum og to ikke alt for smarte gartnere gør deres entre på grønsværen? Svaret er: Et ufrivilligt, anarkistisk og hæsblæsende klimashow hvor modsætninger mødes og ny musik opstår. OH solo mig er et musikalsk show hvor man skal kigge langt efter hverdagens logik. Publikum får fornøjelsen at opleve et 35 minutters verdenspremiereshow krydret med pinligheder, interaktion, en masse kærlighed og musik samt en særlig leopard. Teater KrisKats ambition med forestillingen er at minde om, at man ikke behøver at være dygtig for at være glad.

Aldersgruppe: 5-100 år

Varighed: 35 min