Ny leder for Struer Museum med stor erfaring og ambitioner
03-02-2022 21:00

 

Ny leder for Struer Museum med stor erfaring og ambitioner

Den kommende leder af Struer Museum bliver Helle Sigh, der kommer fra en stilling som direktør i Fonden Nørre Vosborg. Hun har tidligere været forsknings- og formidlingsleder på Fregatten Jylland og afdelingsleder på Strandingsmuseum St. George, hvor hun var med i skabelsen af den internationale og prisbelønnede attraktion.

”Vi glæder os meget til at få Helle som leder af Struer Museum” udtaler Peter Petersen, formand for Struer Museums bestyrelse. ”Vi skal bruge Helles erfaringer og netværk fra museums- og kulturverdenen til at fortælle museets unikke historier på nye engagerende måder, både for lokale og internationale gæster.”
Helle Sigh udtaler: ”Struer Museum er, ligesom Struer Kommune, inde i en meget positiv og spændende udvikling - en udvikling som skal forstærkes og udbygges. Gennem stærke samarbejder og netværk, skal vi styrke museets profil og samtidig bidrage til fortællingen om vores bys og kommunes DNA og fortsatte udvikling. Museet skal ”åbnes op”, have kant og rumme kundskab, turde engagere sig i samfundet og være en nuancerende stemme i den offentlige debat.” Og fortsætter ”Jeg glæder mig meget til at være med til at præge denne proces i tæt samarbejde med bestyrelse, medarbejdere og frivillige.”

Helle Sigh tiltræder stillingen den 1. maj. Hun har en PhD i Historie. Helle bor med mand og to børn i Struer.

Struer Museum er et statsanerkendt kulturhistorisk museum med ansvar for nyere tids historie i Struer Kommune. Museet formidler de mindste og de største historier med relation til Struer og omegn, men har særligt fokuseret sit faglige virke på to emner: Historien om Bang & Olufsen, samt det kulturelle miljø ved Limfjorden i første halvdel af 1900-tallet, hvor både forfattere og kunstnere havde deres gang og virke i Struer-området. Struer Museum har herudover et særligt fokus på arbejdet med lyd på tværs af de fem museumssøjler.