Thyholm Kunstforening
31-05-2022 15:00

 

Thyholm Kunstforenings sommerudstilling er klar

Inden for musikken taler man om forskellige standardbesætninger. En strygekvartet består som regel af to violiner, bratsch og cello, og en jazztrio af klaver, bas og trommer.

I billedkunstverdenen kan man vel også sige, at det er en slags standardbesætning når en maler og en keramiker udstiller sammen.

Og det er præcis hvad der sker, når Thyholm Kunstforening 19. juni slår dørene op for vores sommerudstilling i Kulturhuset i Hvidbjerg.

Maleren er Annelis Jørgensen fra Mors, og hun lader sig ofte inspirere af naturen, og gerne den lokale. Skitserne og den grundlæggende komposition laver hun på stedet for så at færdiggøre malerierne hjemme i atelieret. Og selv om Morsøs natur kan være ret storslået i sig selv, får den i ”efterbehandlingen” hjemme hos Annelis Jørgensen et ekstra løft både hvad motiv og ikke mindst farvevalg angår. Lige pludselig kan man få indtryk af, at Hanklit står i flammer.

Ud over at være udøvende kunstner har Annelis undervist i folkeskolen og på Billedskolen på Mors, som hun en årrække var leder af.

Keramikeren er Henning Hjorth Vesterbæk fra Holstebro. Han arbejder oftest med den gamle japanske brændingsteknik raku, som kan byde på flere overraskelser for kunstneren, idet han ikke helt er herre over temperatur, iltning og afkøling mm. Men når det så lykkes, kan resultatet til gengæld blive overordentligt smukt. Og tilsyneladende lykkes det ofte for Henning Hjorth Vesterbæk, som så efterfølgende kan finde på at kombinere keramikken med andre materialer som f.eks. drivtømmer, jern og lignende. Og det kommer der både finurlige og smukke resultater ud af.

Men kom selv og se og nyd. Udstillingen er åben dagligt frem til 6. august 15 -17 bortset fra mandage.