Gratis operafestival på Thyholm
25-06-2022 00:00

Gratis operafestival på Thyholm

Musikere og sangere med baggrund fra Det Kgl. Teater lægger til juli til kaj ved Tambohus og byder på to dage med opera for både børn og voksne

Operatruppen Mellem Himmel og Hav tager til juli ud i det danske sommerland og optræder med en stribe operaforestillinger, og i dagene 27.-28. juli kan de opleves ved Tambohus Naturhavn på Thyholm. Operafestivalen indeholder både et arrangement på Tambohus Kro & Badehotel med spisning og sang onsdag 27. juli, og så en dag med spisning og hygge, gratis workshops for børn, en børneforestilling og en gratis aftenforestilling torsdag 28. juli.

 

Thyholms første operafestival er blevet til i samarbejde mellem Tambohus Kro & Badehotel, Tambohus Bylaug, Tambohus Naturhavn, Lydens By Værkstedet og Struer Kommune på initiativ af Bent Hargaard fra spillestedet Høloftet. Om det nye initiativ siger Bent Hargaard:

- Idéen blev født for et års tid siden. Der var tid til at tænke vilde tanker, da corona havde sendt kulturen til tælling. Idéerne, der dengang blev fostret, kom fra tidligere Kgl. Operasanger Guido Paevatalu. Han har de sidste par år optrådt på Høloftet, og på den måde er han blevet glad for spillestedet og for Thyholm. Han havde fået en drøm om at sejle til Nordvestjylland og lave en forestilling mellem himmel og hav, og det er netop, hvad der kommer til at ske til juli.

Guido Paevatalu har 30 års erfaring fra Det Kgl. Teater og har siden 2008 ledet sit eget ensemble. Han har desuden gennem mange år haft en drøm om at kombinere to ting, han brænder mest for: Opera og sejlads. Han har siden han var dreng interesseret sig meget for at sejle, og da han bragte projektidéen op, vakte det genklang hos flere af operasangerne i ensemblet, der har som mission at bringe operaen ud til skønne steder i Danmark, hvor man måske ikke så ofte kan opleve den klassiske genre.

Ud af det udsprang Mellem Himmel og Hav, der ikke bare bliver en stor gratis aftenforestilling på Thyholm, men en hel dag på Tambohus Naturhavn med madboder, hyggelig stemning og en gratis workshop for børnene, der slutter med en børneforestilling.

Mellem Himmel og Hav kan opleves på Tambohus Naturhavn torsdag 28. juli fra kl. 17.00, og der er gratis adgang. GuidOpera kan desuden opleves onsdag 27. juli på Tambohus Kro til arrangementet Opera i Strandkanten, hvor der vil være både vin, opera og en fem-retters menu. Billetter kan købes via Tambohus.dk.