Ny udstilling i Regelbau 411
02-02-2023 15:00

Ny udstilling i Regelbau 411

Regelbau 411’s kommende udstilling POIESIS af Anne Katrine Senstad er en meditation over lysets, lydens og farvernes transformerende kraft.

Med multisensoriske installationer, skabt til Regelbau 411's to bunkere, undersøges kunstens indvirkning på vores erfaring af rum og sted. Vibrerende farver og sonisk luminositet skaber dialog mellem stedets forvitrede omgivelser og kunstens flygtige kvaliteter.
Videoinstallationen Cubiculum Red + Blue fokuserer på forholdet mellem bunkerrummets indelukkethed og beskuerens indre landskab. De monokromatiske projektioner spejles i vandbassiner og antyder en stille forbindelse til antikke cubiculumer med idéen om hvile i overgangen mellem liv og død, bevidsthed og søvn. Med den ledsagende lyd af komponisten JG Thirlwell skabes flydende fornemmelser i et spil mellem lydens tyngde og vandets måneagtige kvaliteter. Her inviteres besøgende til at overveje balancen mellem hvad der er indelukket, og hvad der frigives i disse kamre.
Værket Elements VII, den syvende iteration i Senstads serie af stedsspecifikke lysskulpturer, fører os ind i en verden af lys, farve og lyd. Den labyrintiske bunker omdannes til fire monokromatiske rum, hvor strålende søjler, som en skulpturel gitterstruktur, forbinder fortidens arkitektoniske stilarter og teknologiens elektriske strømme. Omsluttet af en sublim horisontlinje, ophæves vante rammer og lysende neonfarver strækker sig mod ukendte dimensioner.
Gennem POIESIS oplever vi en proces som omfatter de sanselige, kropslige og affektive aspekter ved opfattelsen af rum, og som antyder lysets, lyden og farvernes fornyende kraft i foranderlige tider.

Anne Katrine Senstad er en multidisciplinær kunstner med base i Oslo og New York. Hendes praksis ligger i krydsfeltet mellem lyskunst, installationskunst og land art, ofte med et stedsspecifikt udgangspunkt og med fokus på menneskets kropslige sansning og perception. Senstad har udstillet internationalt siden slutningen af 90’erne. Udstillingen på Regelbau 411 er hendes første soloudstilling i Danmark.
JG Thirlwell er en komponist/producer/performer med base i New York. Han har udgivet over tredive albums og optrådt som producer, samarbejdspartner og arrangør for en bred vifte af kunstnere. Han arbejder under mange pseudonymer, herunder Manorexia, Foetus, Xordox, Steroid Maximus, Baby Zizanie, Hydroze Plus, Clint Ruin og Wiseblood.

Åbning: 11. Februar 2023, 15:00-17:00.
Udstillingsperiode: 11. Februar - 21. Maj 2023.
Åbningstider: Hver dag 10-16. Gratis entré.
Boglancering og artist talk: Afholdes i Sound Art Lab på åbningsdagen.
Udstillingen POIESIS er kurateret af Simon Thykjær.

Anne Katrine Senstad er blevet støttet af Office for Contemporary Art Norway, Arts Council Norway Governmental Grant for Artists, Billedkunstnernes Vederlagsfond og Fritt Ord.

Udstillingen POIESIS er en del af Regelbau 411’s udstillingsprogram for 2023 som er støttet af Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden, Færchfonden, Knud Højgaards Fond og Lemvigh-Müller Fonden.
Udstillingen har modtaget yderligere støtte fra Den Norske Ambassade i København.