Mildere med årene…

Da jeg var nybagt mor, lidt student og lidt husmor, blev jeg bekendt med en mor med tre børn, som boede i samme kommune som os, og vi havde en god kontakt i flere år. Jeg husker vældig godt, hvordan jeg reagerede i mit hoved, da jeg besøgte dem for første gang. Noget af det, jeg straks lagde mærke til, var den store bunke med nyvasket, tørt tøj, som lå i sofaen, uden at være lagt sammen og gemt væk. Ja, jeg var faktisk ganske overrasket over, at hun ikke havde fået ordnet bunken, før jeg kom på besøg, for vi havde jo en aftale. Og min unge hjerne var nok lidt hovmodig, og tænkte at ”sådan ville jeg aldrig have gjort det”. Den gang... Efterhånden blev jeg bedre og bedre kendt med hendes travle hverdage og aktive børn. Og min hjerne blev forhåbentligt lidt mindre hovmodig i mødet med hendes og mange andres liv. For det er ikke altid, at sådanne ydre ting som ryddelige stuer og sammenlagte klæder er det første, man skal prioritere…

Der er gået mange år. Min førstefødte nærmer sig 35 år, og undertegnede ser betydelig ældre ud end den gang, der ikke var plads til mig i sofaen. Og jeg kan straks sige, at jeg i dag ville have reageret ganske anderledes på samme oplevelse. Min første tanke ville have været at ”her er der andre ting, som tager tid og kræfter, men jeg håber, deres situation ikke tynger FOR meget”. Når vor egen lille stue er både hjem og sygestue, skriverum/kontor, arkiv, konditori eller lignende(!), fitness og klædeskab (uden at være skab), så kan det se ganske så kaotisk ud. Men hvad skal man så gøre? Foruden at håbe på forståelse og ”frifindelse”, eller hvad jeg skal kalde det... Det er flot, at mange har det så ryddeligt, at jeg næsten ikke tror på det. Men jeg kan nu offentligt tilstå, at jeg bærer noget af rodet ind på andre rum, når vi venter gæster. (Ja, mor, det gør jeg, selv om jeg er godt opdraget!). Og hvis der er nogen af læserne, som genkender sig – det er der sikkert ikke (?!) - så kan de puste lettet ud og tænke, at så er vi i hvert fald TO.

De fleste bliver måske mildere med årene... Jeg tror det. Og jeg håber, at vi også bliver lidt mildere mod os selv. For ofte er DET det vanskeligste. Jeg må afslutte med et nydeligt og vigtigt citat denne gang. Den danske præst, forfatter og livskunstner Johannes Møllehave (født 1937) skriver i bogen ”Det tabte sekund”:

”Den virkelige tilgivelse kommer ikke ovenfra og ned og siger ”du er den svage, og jeg føler mig endda stærkere nu, når jeg er så stor at jeg tilgiver dig”. Den virkelige tilgivelse siger: ”Det fylder mig med glæde, at du er til. Hvis du ikke fandtes, var min verden mindre.” ”

Lykke til, til dig og mig!
Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen